Det står skrevet at vi skal ”Elske vores næste som os selv”. Men elsker vi os selv? Møder vi os selv med den omsorg og rummelighed, som vi gerne vil møde vores omverden med?
Anjas påstand er, at vi er langt mere optaget af at være gode mod de andre, mens der ikke er nogen vi taler hårdere til og viser mindre opbakning end os selv. Resultatet er en indre krig, der kan gøre os stressede og ulykkelige, samtidig med at den manglende selvkærlighed faktisk gør det langt sværere for os at give og modtage ægte kærlighed.
Ægte selvkærlighed handler ikke om at puste sig op, pudse sit ego og gøre sig bedre end andre, den handler om at få adgang til selve Kærligheden, så vi fra den kan give os selv den rummelighed og omsorg, vi har brug for, for at være i stand til at møde andre med den samme kærlighed.
Anja Steensig vil i dette foredrag introducere jer for nøglerne til et liv i ægte selvkærlighed og guide i øvelser der kan hjælpe med at standse den indre krig, vi har med os selv.