Det er nødvendigt for både forældre, pædagoger og lærere at kunne skelne børns adfærd.
Hvad er hvad? Hvornår skal der stilles en diagnose og hvornår skal der opdrages – og hvad gør vi ved det?
Idag skal der hele tiden tages stilling til om et barn der foretrækker at lege alene, som ikke forstår legekoder, og som ikke kan finde ud af andre børns signaler – er det en umoden 5 årig eller et barn med Aspergers syndrom. Eller er et præmatur barn hypersensibelt og ukoncentreret fordi dets forældre har taget særlige hensyn fra fødslen, fordi angsten for at miste har været overvældende eller er der tale om et umodent centralnervesystem og forsinket myelindannelse?
Har knægten som lige har raseret 7. klasse ADHD med for høj hjernestammeaktivitet, eller er det blot en frustreret 14 årig, hvis forældre skal skilles?
Det er ikke let, og generelt er det at kunne skelne mellem børn som har opvækstrelaterede problemer og børn som har hjernedysfunktioner en stor mundfuld for de fleste.
Derfor er viden om et barns normaludvikling stadigvæk et uvurderligt værktøj , ellers er man helt uden forudsætning for, at kunne afgøre om et barn er normaludviklet, lidt umodent eller forsinket i udvikling eller om der er tale om en decideret dysfunktion.
Alle hjerner kan påvirkes, men ikke alle hjerner er organiseret på samme måde. Det betyder i praksis, at den samme type pædagogik opfattes forskelligt af forskellige børn.”
