Meditative koncerter for sjælefred
En aften med pianisten Tanja Zapolski og forfatteren Anja Steensig, hvor hjerteåbnende klassisk musik væves sammen med poetiske tekster og guidet meditation for sjælefred i svære tider.
I en tid præget af uro og frygt kan det være svært at finde ro og holde fast i håbet. Kunsten kan åbne et rum, hvor publikum løftes ud af støjen og mindes om lyset, forbindelsen og det, der er større end det enkelte menneske.
Gennem musik, oplæsning, kontemplation og meditation inviterer Tanja Zapolski og Anja Steensig publikum ind i et rum for håb, mod, trøst og indre fred.
Tanja Zapolski har viet sit liv til klaveret og spillet koncerter i mere end 30 år. Parallelt har hun fordybet sig i meditation og indre arbejde, og i disse koncerter forenes de to verdener: musikkens magi og forbindelsen til det dybeste i mennesket.
Fra frygt til kærlighed – meditative koncerter for sjælefred er et fælles rum, hvor musik og ord mødes som en påmindelse om den fred, kærligheden kan åbne midt i verdens larm.
Tanja Zapolski spiller skønheden og håbet ind i rummet, mens Anja Steensig lader ordene vise vej gennem kontemplation og meditation.