Manglende skelnen mellem stat og samfund er et alvorligt svigt i forståelsen af vores velfærdsmodel. Det har ført til en meget stærk stat og et samfund i krise – både Strukturkommissionen og Velfærdskommissionen overså denne betydning og i dag presser det samfundet mens statens magt vokser.
Når velfærdsstaten eksempelvis bestemmer, hvor meget frivilligt arbejde en dagpengemodtager må udføre, stiller krav om håndtryk, udfører omfattende digital overvågning og belaster herberger, daginstitutioner, skoler og sågar foreninger med omfattende bureaukrati, har det indflydelse på samfundets dynamik, medarbejdernes råderum og borgernes frihed.
Der er forskel på, hvordan velfærdsstaten betragter eksempelvis en daginstitution, og hvordan den bliver anskuet i velfærdssamfundet. Førstnævnte ser på mursten, sygedage, lønninger, energiforbrug og den slags hårde tal. Sidstnævnte ser på, hvor trygge forældre og børn er ved den hverdag leder og ansatte skaber i institutionen. Det er væsentligt at huske begge perspektiver, når vi taler om velfærdsmodellen, viser Nick Allentoft i dette foredrag.
