Reformationen er en af de vigtigste perioder i Vestens historie, måske den vigtigste af alle. Den lutherske reformation satte et afgørende præg på det danske samfund – religiøst, kulturelt, politisk, socialt. Men hvad skete der egentlig under Reformationen i Danmark? Og hvordan kan vi i dag, 500 år efter, forstå Reformationen og dens konsekvenser?
I dette foredrag fokuserer Bjørn Thomassen dels på Reformationen som historisk begivenhed, dels på Reformationen som den af eftertiden er blevet gjort til (national) myte.
Foredraget stiller skarpt på en række forestillinger om lutherdommen og Reformationen som, præger den danske debat i dag:
- at Reformationen blev indført i Danmark på fredelig vis
- at Reformationen førte til lighed og retfærdighed
- at Luther lærte os at adskille religion fra politik
- at Reformationen hjalp demokratiet på vej
- at Reformationen førte til tolerance og dermed kan kobles til det ”danske frisind”
- at Reformationen hjalp de moderne videnskaber på vej
- at Reformationen førte til den moderne arbejdsetik
Ved at vende disse forestillinger på hovedet vil vi også rejse et spørgsmål, som alt for sjældent bliver stillet i Danmark: Hvad gik der tabt med Reformationen?
Varighed: 90-120 minutter med plads til debat.