Ved Brexit afstemningen i juni 2016 stemte et flertal af Storbritanniens borgere ja til at forlade EU – bare ikke i Skotland. 62 % af skotterne stemte imod Brexit, og for at fortsætte samarbejdet i EU med de øvrige lande om et forenet fremtidens Europa. Nu mærker skotterne en lang række sociale, politiske og økonomiske udfordringer der er fulgt med Brexit, som i mange henseender har forværret skotternes position i Europa, og kostet dyrt.
SNP, skotternes ledende parti siden 2014, er en brændende fortaler for Skotlands uafhængighed af Storbritannien og en genindtrædelse i EU. Englæderne har dog modsat sig skotternes ønske om en afstemning om skotsk selvstændighed, og den skotske befolkning er nu delt i to dele; de der ønsker selvstændighed, og de der ønsker at forblive en del af Storbritannien. Det er ikke første gang i historien at englændere og skotter strides om politik, økonomi og nationalitet, og Brexit har for alvor pustet ild i de gamle gløder, der har ulmet i århundreder.
Skotlands videre færd er yderst interessant. Landet har siden 1707 været en del af Storbritannien, er det mon snart slut? I foredraget rejser Camilla de aktuelle politiske spørgsmål, ikke mindst de værdipolitiske, der optager skotterne i dag. Efter skotterne har forladt EU, har de, ligesom de øvrige briter, skulle finde en ny plads i Europa, særligt i forholdet til EU samarbejdet. Skotterne står pludselig udenfor og har mistet handel, samarbejde, alliancer og indflydelse i forhold til dem de føler sig kulturelt beslægtet med. For skotterne handler det om at definere, hvem de nu skal være og hvilken rolle de skal spille, både i forholdet til England og Europa, men også i verden, hvor der på den store geopolitiske scene i både øst og vest er nok af udfordringer.
Under foredraget går hun tillige under huden på skotternes kultur og kigger tilbage i historien for at kaste lys over årsagerne til de forskellige holdninger og syn på verden, som kendetegner England og Skotland. Fortællingen om Skotland ledsages af billeder af landets smukke natur, hvor højlandets storslåede bjerge, dybe søer og grønne dale leder ned til øde sandstrande og gamle havne hvorfra man kan sejle til afsides små samfund på Hebriderne, Orkney og Shetland.
Foredrag og billeder er baseret på hendes liv og arbejde her i Skotland, hvor Camille har været bosat i Edinburgh siden 2020.
Varighed: 2 x 45 minutter