Ole Henrik Hansen er professor i børnevelfærd, ved universitet i Tromsø i Norge. Han er uddannet socialpædagog, cand.pæd., har en ph.d. i småbørnsdidaktik og har været ansat på Aarhus Universitet i en årrække. Han har arbejdet med og omkring børn i mere end fire årtier, først som pædagog siden som forsker. Som forsker arbejder han både nationalt og internationalt. Han udfører en lang række hverv for ministerier i flere lande, læresteder, forskningsråd mv. Han skriver bøger, artikler og har afholdt flere hundrede foredrag om børn, pædagogik, familielivets vilkår i velfærdssamfundet, om dagtilbud, demokrati, børnesyn, relationer til børn, og børns læreprocesser. I sit virke som professor er han nysgerrig på barnelivet, barndommen og de vilkår barnet bydes i et moderne samfund. Det indebærer et kritisk blik og en faglig nysgerrighed som har ført ham vidt omkring i den måde vi som samfund, har placeret børnene og barndommen i institutioner og professionel varetægt.
Ole Henrik Hansen stiller en række kritiske spørgsmål ved måden vi behandler vores børn på. Ni ud af ti børn går i. dagtilbud fra de er et år gamle. Hvad er konsekvensen af denne tidlige institutionalisering? gør vi det for barnets skyld? hvad fordrer det af dem, som vi sætter til at overtage ansvaret for barnet? er kvaliteten høj nok? Hvilke dilemmaer bringes moderne familier i? hvad er løsningsmulighederne og hvilke veje har forældre til at give deres børn den barndom, som er ønskværdig? Han har i sit mangeårige arbejde med børn oplevet hvordan vi voksne tager den gode barndom for givet, samtidig med at mange børn vokser op i forhold som ikke er rimelige. Forhold som vi som samfund burde være for gode til at byde vores børn. Alligevel lukker vi øjnene og fortsætter ureflekteret de samme procedurer.
Ole Henrik Hansen er alle børns professor, og hele hans virke har til formål at skabe de bedst mulige vilkår for børn. Både i familierne og i de institutioner som de vokser op i.