ForedragStefan Fønss

Hele Danmarks Grethe

I 1995 udkom bogen ”Hele Danmarks Grethe”, i hvilken Grethe Sønck fortæller om sit lange, indholdsrige og spændende liv – både det professionelle og det private.

Stefan Fønss havde fornøjelsen at hjælpe Grethe med at sammensætte det foredrag, som hun i flere år rejste land og rige rundt med.

De mange, som indtil nu har hørt det, er glade og begejstrede over at høre om hendes lange karriere , 60 år blev det til, som sangerinde, revy-, teater- og filmskuespiller, medvirken i radio og tv – ikke mindst ”Gæt og grimasser”, hvor det jo altid var Grethe, der skulle kravle rundt på gulvet og forsøge at ligne en muldvarp til hofbal med en kæp i øret, eller danse kinddans med et pindsvin.

Privatlivet fortælles der også om, ikke mindst ægteskabet med en af de største i underholdningsbranchen, Sejr Volmer-Sørensen, der var Stefans far.

Et par år før Grethe døde sagde Stefan, efter at de en søndag havde siddet og opdateret og finpudset foredraget, at han jo også kunne holde foredraget.

– Ja, sagde hun, det vil jeg være glad for, men først når jeg en gang ikke selv kan længere.